Fredag blev en amerikansk soldat skudt og dræbt af en afghaner iført en uniform fra den afghanske hær, mens to andre amerikanske soldater blev såret. Angrebet skete i den nordøstlige Kunar provins, og er nummer 15 i rækken af tilfælde alene i år, hvor afghanere i uniform har vendt sig imod de koalitionssoldater, som de samarbejder med.
Angrebet følger i kølvandet på en stribe af begivenheder, hvori afghanske civile er blevet dræbt som følge af NATO’s operationer. I februar i år blev otte børn dræbt i et NATO luftangreb mens de vogtede får i Nerjab distriktet i Kapisa provinsen, der er under de franske styrkers kommando. I marts skød og dræbte en amerikansk oversergent 17 civile afghanere i en uforklarlig blodrus. Og for mindre end en uge siden blev 21 civile dræbt, deriblandt flere kvinder og børn, ved to luftangreb i hhv. Baghdis og Sangin distriktet i Helmand.
Herhjemme har Forsvarets Auditørkorps netop rejst tiltale imod en dansk kompagnichef på ISAF hold 12 fra JDR for at påkalde luftstøtte imod fire afghanere, der efterfølgende viste sig at være civile bønder, hvoraf en blev dræbt.
Angreb er oftest uheld
Alene sidste år blev der rapporteret 35 dødsfald blandt koalitionssoldater som følge af afghanske soldater eller politifolk, der åbnede ild imod dem i såkaldte ”fracticide” eller ”vendekåbe-drab”. Det har sat store spørgsmålstegn dels ved de afghanske sikkerhedsstyrkers evne til at overtage ansvaret for sikkerheden, når koalitionen begynde at trække sig ud af Afghanistan fra 2014, dels ved den gennerelle stemningen mellem de afghanske sikkerhedsstyrker og koalitionssoldaterne.
Hvor NATO selv beskrev forholdet som uproblematisk i en rapport tilbage i januar, og den seneste melding efter generalmajor Agner Rokos besøg ved den danske Trænings-, Mentorerings- og Forbindelsesenhed (TLMT) i Helmand, var da også, at arbejdet med at uddanne afghanerne så de selv kan overtage ansvaret i 2014 skrider fornuftigt frem.
Ifølge forsvarskommandoen så er der dog sjældent tale om deciderede angreb eller Taliban infiltrationer. Major Hans Mølleskov fra Forsvarskommandoen til Forsvaret.dk:
Faktisk er det en myte, at angrebene er organiseret af Taliban. Undersøgelser viser, at mere end 65 procent af angrebene sker på grund af misforståelser mellem NATO-soldater og deres afghanske elever
Her betegner man det derfor ikke som ”vendekåbedrab” men som green-on-blue, altså situationer, hvor afghanere beskyder deres danske samarbejdspartnere ved en fejl. Det har sat fokus på at forberede de danske soldater på udfordringerne og de potentielle farer, der er ved at samarbejde med deres afghanske allierede.
”Kulturforståelse er vigtigere end nogensinde for danske soldater i Afghanistan Det handler om samspillet med den enkelte afghaner og om at undgå misforståelser. Det opnår man gennem at træne kendskabet til den afghanske kultur, sproget, religionen og brugen af tolke. Både for at kunne få et godt dagligt samarbejde med de afghanske allierede, men også for at forhindre, at der opstår misforståelser og ærekrænkelser”, fortæller Hans Mølleskov til Forsvaret.dk.
Rapport sår tvivl om situationen
Flere og flere tegn peger imidlertid på, at mistilliden ulmer under overfladen. I pressen beskyldes NATO for kun at offentliggøre tilfælde, hvor afghanske sikkerhedsstyrker dræber koalitionssoldater, men ikke hvis de kun sårer eller deres angreb helt mislykkes. NATO underdriver problemets omfang i voldsom grad, selvom de har erkendt situationen. Det er i hvert fald konklusionen, som NATO selv kom frem til i en rapport fra 2011 med titlen ”A Crisis of Trust and Cultural Incompability”. Her slår NATO selv fast, at der ikke kun er tale om en række isolerede tilfælde, men var udtryk for en konflikt som følge af stigende frustrationer mellem afghanere og koalitionssoldaterne fra ISAF. Det understreges bl.a. af antallet af dræbte koalitionsstyrker som følge af afghanske sikkerhedsstyrker udgjorde ifølge rapporten 16 procent af det samlede tabstal i 2011.
En frustration som sætter afghanske sikkerhedsfolk i stand til at komme helt tæt på selv de bedste beskyttede embedsfolk, som det var tilfældet i februar, hvor to amerikanske rådgivere blev fundet skudt og dræbt i det afghanske indenrigsministerium, der betragtes som værende et af de mest sikre og bedst beskyttede steder i hele Afghanistan. Alligevel lykkedes det gerningsmanden at slippe uantastet væk. Det hænger igen sammen med, at de afghanske sikkerhedsstyrker ofte er præget af korruption, nepotisme og magtmisbrug. Falske papirer er således ikke en ualmindelige ingrediens i forbindelse med vendekåbe-drab.
Ifølge rapportens undersøgelse er forholdet mellem især amerikanske soldater og afghanske sikkerhedsstyrker i høj grad præget af mistillid, afsky eller decideret had. De amerikanske soldater beskriver deres afghanske allierede som dovne, korrupte og forræderiske, mens de afghanske soldater omvendt beskriver amerikanerne som respektløse, grove og uforsvarlige i forhold til at beskytte civile. Synspunkter, der kun er blevet forstærket af de seneste skandaler med hhv. afbrænding af en bunke koraner på den amerikanske Bagram base og episoden med en video, der viser amerikanske soldater, der urinerer på talibanere, de netop har dræbt under en ildkamp.
Selvom talsmænd fra det amerikanske forsvar påpeger, at angreb på amerikanske soldater oftest skyldes personlige forhold mere end sympati for Taliban eller andre oprørsgrupper, så kan konsekvensen af heraf blive alvorlig for overdragelsen af ansvaret for sikkerheden i landet og for Afghanistans fremtid. I et angreb d.20. januar sidste år åbnede en afghansk soldat ild og skød og dræbte fire franske soldater og sårede yderligere 15. Det fik efterfølgende fik den forhv. præsident Nicolas Sarkozy til at annoncerer, at Frankrig ville trække deres soldater hjem fra Afghanistan tidligere end 2014.
Borgerkrig som konsekvens
Rapporten slår fast, at afghanske sikkerhedsstyrkers nedskydning af koalitionssoldater er udtryk for en hastigt voksende og systemisk trussel imod ISAF. En trussel af hidtil uset omfang og proportion i moderne militær historie. Koblet med en stadig større modvilje mod koalitionens tilstedeværelse, der bliver styrket for hver sag med nedskydning af civile, så udgør problematikken langt den største trussel imod ISAF missionen end Talibans militære operationer.
Det kom bl.a. til udtryk tilbage i 2011, da den amerikanske oberstløjtnant Daniel L. Davis besøgte en række Forward Operation Bases (FOB). I alle baserne havde de amerikanske soldater overhørt samtaler, hvor de afghanske sikkerhedsstyrker aftalte med lokale taliban-oprører, at de ikke skulle skyde på hinanden i tilfælde af træfning under patrulje med amerikanerne. Han beskrev situationen i artiklen ”Truth, Lies and Afghanistan”, og kritiserede det politiske niveau i NATO og Washington for ikke at tage krisen alvorligt, men male et rosenrødt billede af hvilken kritisk fase missionen befinder sig i.
Efter hans bedste overbevisning er de afghanske sikkerhedsstyrker ude af stand til at operere selvstændigt og vil oftere samarbejde med Taliban end konfronterer dem. Resultatet vil uafværgeligt blive en borgerkrig i kølvandet på koalitionens tilbagetrækning og kollaps af de få fremskridt, som ISAF har opnået.






Home › Forums › Stigende utilfredshed større trussel end Taliban
Tagged: Afghanistan National Army, Agner Rokos, ANA, Forsvarets Auditørkorps, Forsvarskommandoen, Helmand, ISAF, ISAF Hold 12, JDR, Jydske Dragonregiment, NATO, Taliban, TLMT
This topic contains 2 replies, has 2 voices, and was last updated by
Jørgen Andersen via Facebook 1 month, 2 weeks ago.