SoldaterNyt har mødt Anders Nicolaisen til en snak om, hvordan det er at få afslag på optagelse i forsvaret.

Anders er midt i tyverne, bosat i København med sin kæreste, og har længe haft en drøm om af få en uddannelse i forsvaret. Sideløbende med sin passion for forsvaret har Anders gennemført en uddannelse som ingeniør på Syddansk Universitet. Han har speciale indenfor IT, og det har medført et job i teknisk afdeling hos et stort dansk mediehus.

Uddannelsen som ingeniør færdiggjorde Anders i begyndelsen af 2011, og herefter prøvede han kræfter med optagelsesprøven til sergent.

Sergentuddannelsen er en 26 måneders overbygning som mellemleder eller specialist, og kan erhverves indenfor alle tre værn: Hæren, søværnet & flyvevåbnet. Anders ønske var at blive sergent i hæren, og oparbejde en livserfaring og en viden, inden han efterfølgende havde planer om at vænne tilbage til sin civile karriere.

For Anders var drømmen om at komme ind i forsvaret, således en del af en meget nøje tilrettelagt plan for de kommende år: Først en skoletung uddannelse, og herefter en attraktiv optagelse på sergentskolen og dermed engagement i forsvaret. For Anders var ønsket om optagelse på sergentskolen en direkte udløber af et stort ønske om, at bestride jobbet som sergent. Selvom han i forvejen var indehaver af en universitetsgrad, ville han hellere bruge de næste mange år, på arbejdet som sergent. Drømmen om at være sergent i forsvaret hænger for Anders især sammen med muligheden for en plads i Livgarden, som for ham er det tjenestested han allerhelst vil tjene forsvaret. Her havde han aftjent sin værnepligt også.

Anders L. V. Nicolaisen. Foto: Flickr.com/photos/j1x4r

Og svaret blev…

Efter optagelsesprøverne, som består af en række fysisk test, samtaler og psykologiske test, lå Anders lunt i svinget: I den fysisk test lå han i top to, og på  samme niveau i de andre test. Man skulle dermed mene, at optagelsen lå lige for.

Det gjorde den bare ikke.

Anders blev ikke optaget. Begrundelsen var, at de ikke var sikre på, om han ville sige ja til en eventuelt kommende udsendelse. Ifølge Anders selv, har han under prøverne ikke på noget tidspunkt afvist en udsendelse, men han siger også, at han nok ikke tydeliggjorde at han gerne ville udsendes. Anders har den ulempe, at han er i fuld sving med en civil uddannelse, har et job, og har en kæreste og falder derfor ikke i kategori med de ordinære eventyrlystne ungkarle, der normalt søger ind i forsvaret.

Kommunikationen mellem Anders og optagelsesudvalget er, ifølge ham selv, årsagen til den manglende optagelse. Set i bagspejlet mener Anders at han kunne have været mere tydelig omkring, at han gerne ville udsendes. Det var da også den begrundelse han fik, som årsag til den manglende optagelse. Faktisk måtte optagelsesudvalget bruge ekstra lang tid på at vurdere Anders, fordi hans kvaliteter var åbenlyse, men tvivlen omkring hans vilje til udsendelse ente med at betyde et nej, i denne omgang.

For Anders var det bittert ikke at blive optaget, og han siger om situationen efter den ærgerlige besked:

”Jeg var bitter da jeg tog hjem. Og jeg tænkte at de fandme ikke skulle bestemme om jeg skulle ind”

Derfor er Anders heller ikke færdig med, at drømme om en karriere i forsvaret.

Følelsen af at have bevist sit værd sad dybt i Anders, så efter at have sundet sig i et par dage, besluttede han sig for at ringe til forsvaret, for at få uddybet afslaget.

Som læser sidder man på nuværende tidspunkt måske og tænker: Hvorfor blev Anders ikke blot i forsvaret efter endt værnepligt? På den måde ville alle hans kvaliteter indenfor forsvaret, være blevet bemærket, noteret og værdsat, og det ville uden tvivl have været nemmere for ham, at starte på sergentuddannelsen.

Det var egentlig også planen at Anders ville fortsætte på sergentskolen i forlængelse af værnepligten, man da værnepligten lå midt i ansøgningsperioden til videregående uddannelser, endte han med at søge ingeniørstudiet, blive optaget og starte, inden han egentlig nåede at overveje om det nu også var den vej han ville. Allerede kort inde i studiet, savnede Anders forsvaret, og besluttede sig for at vedligeholde sine kompetencer, for derved at kunne blive sergent efter den 3-årige ingeniøruddannelse han nu var startet på.

Anders L. V. Nicolaisen er ikke god nok til forsvaret, siger de. Han selv er af en helt anden holdning. I dag arbejder han hos TV 2. Foto: Flickr.com/photos/j1x4r

Igennem studierne har Anders således både være på hvervningskursus hos Jægerkorpset i Aalborg, samt specialiseret sig i forhindringsløb, en disciplin der er dyrket og velanset i forsvaret. Sin fysiske form har Anders i høj grad også plejet og forbedret i løbet af ingeniørstudietiden, så for ham, har ønsket om at blive sergent, blot udviklet sig højere og højere i løbet af den civile uddannelsesperiode.

Anders siger selv om den periode ”Alt hvad jeg foretog mig udover studiet var med henblik på at søge ind på sergentskolen”.

Efter at have sundet sig oven på nederlaget, er Anders nået frem til den konklusion, at han dels søger ind igen, og dels at vil forsvaret ikke have ham professionelt, så er der altid muligheden for, at blive sergent i hjemmeværnet. ”Jeg bliver det uanset hvad”, siger han.

Så på trods af nederlaget, over ikke at komme ind, får det ikke Anders til at bøje hovedet og hellige sig sin civile karriere. I al den tid Anders kan huske, har hans ønske for fremtiden været, både at uddanne sig civilt og indenfor forsvaret. At det netop er sergentuddannelsen der trækker, skyldes dels at Anders mener at hans kompetencer passer hertil, og at uddannelsen tidsmæssigt er perfekt.

Problemet for Anders er altså, at han endnu ikke har fået lov at blive optaget, og hans plan om at kombinere det civile liv med forsvaret er faldet til jorden.

Men Anders vil gerne. Også en udsendelse. Det er tydeligt at Anders sagtens kan reflektere over betingelserne. For ham er det klart, at han som sergent skulle tage i mod en udsendelse, det er normen, og han vil gerne. Baglandet bakker ham op, kæresten gennem længere tid, ved godt hvad Anders vil, og hun bakker ham op. Så i modsætning til hvad optagelsesudvalget mente, så er Anders klar til en udsendelse.

Nu da Anders ikke kom ind på sergentskolen som planlagt, i foråret 2011, er han påbegyndt en overbygning på sin ingeniøruddannelse. Om to år er han færdig, og så tager han stilling til, om han skal søge optagelse endnu engang. Men skuffelsen over systemet har alligevel sat sig.

Anders er tilfreds med de udtalelser han fik med sig, og han kan godt leve med, at de afviste ham, fordi de var usikre på, om han ville forlade sit gode civile liv som veluddannet. Men han er ikke tilfreds med, at de ikke kunne se hans brændende engagement, og i stedet lod andre slippe igennem, andre som fik bundkarakterer ved flere prøver. Anders efterlyser en smule retfærdighed, for som han siger ” Jeg fik topkarakterer” og andre der faldt helt igennem kom ind. Det rammer Anders på den personlige stolthed, fordi han ved at han har trænet, trænet og trænet til den optagelse, og så kommer der nogle ind, som ikke er på samme niveau.

Anders afviser dog, er det bare en af hævngerrighed, at han vil søge ind igen. Når han eventuelt søger ind igen, så er det fordi han vil jobbet som sergent.

Afslutningsvis, på spørgsmålet om, hvorvidt han gerne vil søge igen, fastslår Anders sit engagement: ”Jeg ville søge ind hver måned hvis der var optag. Indtil de blev trætte af at læse mine ansøgninger”.

For hvis man virkelig vil, så skal man nok komme ind. Og Ander vil ikke lyve næste gang han søger ind, for han vil ikke ind på falske betingelser, selvom han virkelig gerne vil ind. Med ærlighed kommer man længst, også selvom det betyder at forsvaret ikke vil lade en komme på sergentuddannelsen, sådan slutter interviewet med en, måske, fremtidig sergent.