Udsendelsen af jægersoldater til Afghanistan i februar bliver udsat til forsvarsministeren er tryg ved det juridiske grundlag.
Efter at forsvarschefens redegørelse for danske soldaters praksis på internationale missioner ved tilbageholdelse af lokale vil regeringen udskyde udsendelsen af 50 danske jægersoldater til Afghanistan på ubestemt tid.
Forsvarsminister Nick Hækkerup vil forud for deployeringen af specialstyrker til at støtte uddannelsen af afghanske soldater have klare retningslinjer.
“De kommer ikke af sted, før jeg er betrygget om, at de kan løse deres opgaver på ordentlig vis. Vi skal leve op til folkerettens ånd og bogstav. Vi må ikke lave omgåelser som i Irak. Derfor skal forsvarskommandoen nu beskrive de juridiske retningslinjer, som specialsoldaterne skal arbejde efter”, siger forsvarsminister Nick Hækkerup (S) til Politiken.
Medskyldig i tortur
Politikerne på Christiansborg er blevet nervøse for, at danske soldater har forbrudt sig mod folkeretten, efter at forsvarschef Gen. Knud Bartels i et brev til forsvarsminister Nick Hækkerup har givet udtryk for, at der er blevet overdraget irakiske fanger til det irakiske styre imod gældende regler.
Jægerkorpset skulle i Afghanistan bistå med uddannelsen af lokale specialstyrker herunder deltage i lokale operationer. I det tilfælde at der bliver taget fanger, vil de ende i afghanske fængsler, hvor brugen af tortur er udbredt ifølge en FN rapport fra september i år. Dermed vil de danske jægersoldater være medvirkende til brud på folkeretten.
Afghanernes ansvar
Tidl. forsvarsminister Gitte Lillelund Bech har i et brev til forsvarsudvalget redegjort for, at såfremt danske jægersoldater under en afghansk ledet operation, der er godkendt af en afghansk dommer, vil de være fritaget for ethvert medansvar for evt. tilbageholdte fangers videre skæbne » …uanset om danske specialstyrker undtagelsesvist måtte komme i kontakt med en tilbageholdt person«.
Den opfattelse af de danske jægersoldaters ansvar deler nuværende forsvarsminister Nick Hækkerup imidlertid ikke.
»Det var min forgænger, og det var hendes opfattelse af situationen«, siger han til Politiken.
Gitte Lillelund Bech understreger overfor Politiken, at hvis der var tale om afghansk-ledede operationer, så var det afghanernes ansvar, ligesom det var dem, der lavede evt. tilfangetagelser.





Ingen kommentarer
Vær den første til at starte debatten!