500 irakiske fanger blev tilbageholdt efter regler godkendt af folketinget.
Historien om, at danske soldater tilbageholdte langt flere fanger end hidtil opgjort, bør ikke komme som en overraskelse for folketingets politikere. Det er den klokkeklare dom fra lektor i statskundskab ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen.
“Jeg fatter ikke, at politikerne kan spille så overraskede over det her. For oplysningerne var kendt på forhånd, og Forsvaret har sådan set bare gjort det, de har fået besked på at gøre af politikerne”, udtaler han til Avisen.dk.
Han understreger, at det var tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), der traf beslutningen om, hvordan Danmark skulle agere i forhold til krigsfanger, en beslutning som alle partier i folketinget på nær Enhedslisten bakkede op om.
Beslutningen omhandlede, hvordan danske soldater udsendt til Irak fra 2003 til 2007, skulle patruljere sammen med britiske og irakiske soldater. Blev det under patruljen nødvendigt at tilbageholde folk, kunne man overlade den del til de britiske eller irakiske soldater, og derved var det ikke længere Danmark, der var ansvarlig for behandlingen af de tilfangetagede.
“Hvis ikke det er danske soldater, der direkte har pågrebet fangerne, er det heller ikke os, der er ansvarlige for, at fangen bliver behandlet i overensstemmelse med krigens love,” siger Peter Viggo Jakobsen til Avisen.dk.
Den praksis benyttes stadig under danske soldaters patruljer i Afghanistan.
Oplysninger overrasker
Tidl. Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech er imidlertid forundret over oplysningerne fra forsvarschef Gen. Knud Bartels, om antallet af fanger, der blev tilbageholdt i Irak i forbindelse med danske soldaters patruljering i missionsområdet.
“Det er væsentligt flere fanger, end vi har fået oplyst tidligere. Og jeg er noget overrasket over,” udtaler hun til nyhedstjenesten Newspaq.
Opgørelsen blev i sin tid bestilt fra forsvarschefen af Gitte Lillelund Bech, men blev først færdiggjort efter den ny regering tiltrådte med Nick Hækkerup som ny forsvarsminister.
Antallet af tilbageholdte bliver her opgjort til omkring 500 iraker, hvor forsvaret tidligere har oplyst at tallet var 200.
Selvom antallet af tilbageholdte fordoblet, mener Peter Viggo Jakobsen stadig ikke, at folketingets medlemmer har grundlag til kritik af de danske soldaters handlinger, og det forarger, at køen ved håndvasken er så lang, som den er i dag.
“Jeg synes, det er underligt, at politikerne ikke stiller sig frem og siger, de har besluttet, at vi skal gøre sådan. De sparker ansvaret nedad på vores soldater og på Forsvaret”, siger Peter Viggo Jakobsen til Avisen.dk
”Soldater skal ikke kriminaliseres!”
Tidl. forsvarsminister Søren Gade afviser ethvert kendskab til danske soldater på den måde skulle have udleveret irakiske fanger ulovligt til det irakiske styre.
“Det er nyt for mig. Jeg har henholdt mig til de oplysninger, som jeg fik dengang fra Forsvarskommandoen. Det er hvad, jeg kender til den sag Men jeg vil ikke tage afstand fra soldaterne. De har min største respekt,” siger Søren Gade til Dagbladet Holstebro.
Den tidl. forsvarsminister deler i øvrigt kritikken af politikerne på Christiansborg, når de pludselig forarges over oplysningerne i pressen om de irakiske fanger.
“Jeg synes også, at der er mange politikere, der lige nu løber fra deres ansvar. Jeg synes, at de skulle bakke soldaterne op. Både dem, der var i Irak, og dem der nu er i Afghanistan. De danske soldater gør et fremragende stykke arbejde, og de har forhindret mange overgreb på både civile og fanger. De skal ikke kriminaliseres,” siger Søren Gade





Ja det er famnee uhyggeligt.Jeg ville ønske at venstre og højrefløjen dog kunne arbejde sammen om at bekæmpe den slags Big Brother tilstande og politivold. Desværre ser man i mange tilfælde at man hver for sig sidder og godter sig når modparten er blevet offer for den slags.